OM OPHOLDET
Det er aldrig for sent at tage på højskole og opleve Afrika.
Tag på 10 dages sommerhøjskole på Zanzibar og få dig en oplevelse for livet
Vi har skabt unikke rammer for, at voksne kan opleve højskolefælleskab og samtidig få Afrika ind under huden. På baggrund af mange års erfaring med at drive højskole på Zanzibar har vi sammensat et program, som tager udgangspunkt i den lokale kultur og den fantastiske natur lige udenfor døren. Et bredt lokalt netværk og kompetente undervisere sørger for, at du ikke kommer til at kede dig.
Kurset er for dig, der er fyldt 30 og ønsker indsigt i Afrika i kombination med højskolestemning og unikke natur- og kulturoplevelser. Vi byder på adventure, events og et helt særligt lokalt kendskab, som du ikke ville få på egen hånd. Desuden er der plads til fysisk udfoldelse i vand og sand, samt fest og afslapning med et ægte afrikansk tvist.
Målgruppe
Vi har på Sommerhøjskolen som sådan ikke nogen aldersbegrænsning. Men kursisterne er typisk i alderen 30-45 år.
Pris
Pris: 1.365 euro (ca. 10.190 dkk afhængig af valutakurser)
(Du står selv for at booke fly, men vi hjælper dig gerne hermed)
Inkluderer:
- Kost og logi (drikkevand er også inkl.)
- Alle ture og andet beskrevet i programmet.
Program og datoer
Datoer for 2020: 28. december, 2021 – 7. januar, 2022
Programmet kan downloades i en Pdf herunder.
NYTTIG VIDEN
Om Øen
Zanzibar Højskolen er som navnet hentyder beliggende på Zanzibar. Zanzibar er en eksotisk perle af en ø og her kan man kombinere afslapning og oplevelser. Det er ikke tilfældigt den er kåret til et af verdens bedste feriesteder. Øens overskuelige størrelse sikrer, at alle oplevelserne ligger indenfor overskuelig afstand. Selvom man bor på den sydøstlige del af øen, kan man sagtens tage på dagsudflugt til den nordlige del af øen, opleve Stone Town eller en sanselig krydderi-udflugt og alligevel være tilbage tids nok til en svalende dukkert i havet inden solen går ned!
Zanzibar byder på nogle af verdens flotteste strande, der ligger beskyttet af øens omkransende koralrev. Flere steder rundt om øen kan man sejle ud til koralrevet og opleve dykning i verdensklasse – både ved snorkling og flaskedyk.
Zanzibar har en spændende historie og mange seværdigheder er knyttet til den vekslende og begivenhedsrige fortid. I mere end 1000 år var øen centrum for arabernes østafrikanske handel, især deres monopol på slavehandel tilførte øens arabiske slavehandlere enorme indtægter.
Øen var i århundreder det naturlige “stoppested” for handelsskibe, som sejlede ad den afrikanske østkyst. Det har medført at øen altid har modtaget rejsende fra mange forskellige lande.
I den tidligste historie besøgte især grækerne, egypterne, perserne og kineserne Zanzibar. Siden hen kom europæerne, inden de fortsatte deres rejse til det indre Afrika.
Tanzania (eller Tanganyika som det hed) har både været en portugisisk og britisk koloni og i 1964 blev Zanzibar, sammen med resten af Tanganyika, et selvstændigt styre. Zanzibar fungerer den dag i dag som en semi-autonom stat under Den forenede Republik Tanzania
Øen har sin egen præsident, egne ministre og selvstændig valutabeholdning. Borgere fra Tanzania skal have pas for at rejse til Zanzibar, og de kan ikke eje land på Zanzibar. Det omvendte gør sig ikke gældende for borgere fra Zanzibar. Zanzibar har 1 mill. indbyggere, moderlandet Tanzania, 50 mill. Zanzibar har 5 repræsentanter i det Tanzanianske parlament, der har 357 medlemmer. Zanzibar har eget parlament og præsident, men styres reelt pr. dekret, hvilket ofte er til stor frustration for den overvejende muslimske og selvbevidste befolkning på Zanzibar.
Den arabiske dominans har præget øen, hvilket fremgår af de mange historiske seværdigheder, som møder den nysgerrige rejsende. Især bydelen Stone Town er helt eventyrlig med sine snævre stræder, rige handelshuse og fascinerende markeder, hvor krydderiduftene hænger tungt i luften.
Zanzibar er en af verdens vigtigste producenter af krydderier. Det kan specielt anbefales at man besøger en af de mange krydderiplantager, som man finder i den centrale del af øen. De fleste turister besøger Zanzibar efter en safari eller Kilimanjaro-bestigning på det østafrikanske fastland. Det
er en perfekt måde at få støvet og strabadserne skyllet af og i stedet læne sig tilbage i skyggen fra palmerne ved de hvide sandstrande!
På Zanzibar er 95% af befolkningen muslimsk, det kræver derfor, at man som rejsende respekterer øens skikke, traditioner og regler. Det giver sig bl.a. udtryk i krav til kvinders beklædning, f.eks. er topløs badning naturligvis strengt forbudt. På andre områder er man meget liberale, f.eks. kan spiritus købes og nydes på de fleste hoteller og restauranter.
Klimaet
Klimaet på Zanzibar er utroligt skønt. Der er høj solskin det meste af året og altid en behagelig brise fra havet. Zanzibar ligger ca. 6° syd for Ækvator, hvilket betyder at solen står lige over en. Derfor kan det også være en god ide at tage sine forholdsregler og ikke spare på solcremen.
Zanzibar har 2 regntider: En lille i november/december og en lidt større i april/maj. Regntiden betyder typisk ”tropiske regnskyl” som er kraftige, men varer i kort tid. Tryk her for mere info om Zanzibar og Tanzanias vejr.